Fløjdøre i dansk orgelbygning

Renæssancen

Det typiske danske kirkeorgel i 1500-tallet og det tidlige 1600-tal synes at have været et lille, énmanualigt instrument, evt. med anhængt pedal, placeret på et svaleredepulpitur i eller i nærheden af kirkens korparti. Alt tyder på, at fløjdøre har hørt til det faste udstyr i disse instrumenter. Vi hører ikke sjældent om dem i kilderne, men normalt får vi intet at vide om deres bemaling. Antagelig har man fulgt den almindelige europæiske praksis at udsmykke dem med bibelske motiver, i hvert tilfælde på indersiderne. Ud over at tjene til udsmykning og indgå i kirkens billedprogram har dørene tjent det rent praktiske formål at beskytte de indvendige dele mod støv og urenlighed, fugle og flagermus; det har altså været meningen at de skulle stå lukkede, når orglet ikke var i brug.
Et sikkert ganske typisk instrument af denne art ses på den ældste kendte billedfremstilling af et dansk orgel: et stik, der forestiller kong Christian IV's kroning 1596 i København og bl.a. viser selve ceremonien i Vor Frue Kirke.
Facaden er enkelt opbygget, med ét gavlformet pibefelt og et par opslåede fløjdøre med malerier på indersiden. Kobberstikkeren har blot antydet tilstedeværelsen af disse malerier; muligvis rummer hver af dørene en figurfremstilling, men den skitsemæssige gengivelse giver ikke holdepunkt for nogen nærmere beskrivelse. 
Billedet viser i øvrigt også organisten og kalkanten i arbejde; sidstnævnte står på en gangbro syd for det lille pulpitur.
Den ældste bevarede orgelfacade i Danmark findes, i stærkt ombygget skikkelse, i Sorø Kirke på Sjælland. Den har tidligere haft fløjdøre, men disse forsvandt som så mange andre i baroktiden, hvor de gik af mode.
Hermann Raphaëlis
Den eneste ældre danske orgelfacade med bemalede fløjdøre findes i Sønderborg Slotskapel. Det har ikke været muligt at finde dokumentation for instrumentets proveniens, men som påvist af orgelbyggeren og orgelhistorikeren Mads Kjersgaard peger flere spor på Hermann Raphaëlis som bygmesteren. Instrumentets gennemtænkte opbygning og indretning tyder på, at der er tale om et typeorgel - bygget efter et koncept, som orgelbyggeren gennem en årrække havde udviklet og forfinet. Orglet til Københavns Slotskapel 1557, har efter alt at dømme haft en lignende udformning.
Hans Brebus

Gennem næsten 35 år virkede Hans Brebus i Danmark. Han tilhørte den nederlandske orgelbyggerslægt Brebosch, som bl.a. kendes fra arbejder i Escorial.

Der er grund til at antage, at hængslede fløjdøre har været et fast element i Brebus' instrumenter. I ét tilfælde, Kronborg Slotskirke (1582), bevidnes dørenes eksistens af et brev, hvori kong Frederik II giver sin lensmand på Kronborg frie hænder til at beslutte "hvad Historier af den hellige Skrift eller anden Malning" der skal udsmykke såvel inder- som ydersiderne af orgelværkets døre.

Af Hans Brebus' facader findes én bevaret i Danmark og antagelig et par stykker i Sverige. Den danske facade befinder sig i Sct. Peders Kirke i Næstved. Den indgår for tiden som en del af et større, moderne prospekt på vestpulpituret, men der arbejdes med planer om at tage den ud af sin lidet flatterende indramning og anvende den i en rekonstruktion af det oprindelige kororgel fra 1586, evt. med bemalede fløjdøre til erstatning for de nuværende barokke storvinger. Spor efter hængsler på orgelhuset godtgør, at der oprindelig har eksisteret sådanne døre.

Nicolaus Maass

Det tredje store navn i renæssancetidens danske orgelbygning er Nicolaus Maass.

I sin egenskab af kongelig dansk orgelbygger fik han til opgave bygge det prægtige orgelværk i Nikolai Kirke i Flensburg, hvis facade stadig pryder kirkerummet. Facadens seks bemalede fløjdøre, hvoraf den største måler 280 x 280 cm., blev fjernet af Arp Schnitger 1707-1709, men de fire af dem findes bevaret. Facaden udviser et særpræget træk, som muligvis kan have været typisk for Maass' arbejder: pibetårnene er så at sige trukket ind i huset, således at de ikke rager frem foran rammeværket. Denne detalje har resulteret i en væsentlig forenkling ved udførelsen af facadedørene, der altså ikke har skullet tilpasses et kurvet forløb. (Et tilsvarende samme træk kunne også iagttages i Maass-facaden i Frederiksborg Slotskirke - dette orgel havde dog ingen fløjdøre).

Compenius-orglet i Frederiksborg Slotskirke

Et af verdens betydeligste orgelklenodier, Esaias Compenius' fyrstelige husorgel fra 1610, har siden 1617 befundet sig på dansk grund og skal derfor beskrives her, selv om orglet i grunden ikke er dansk. Instrumentet, der bedst kan beskrives som et positiv i gigantisk overstørrelse, blev bygget med komponisten, musikeren og musikteoretikeren Michael Praetorius som rådgiver, og kom senere til Danmark som en gave til den musikelskende konge Christian IV. Dets forfinede, kammermusikalske klange har inspireret flere generationer af orgelbyggere - muligvis med Nicolaus Maass som den første i rækken - og det er ikke for meget sagt, at det har været med til at give den danske orgelbevægelse sin særlige profil. Der findes ganske mange Compenius-inspirerede fløjte- og regalstemmer i nyere danske instrumenter. Compenius-orglet har form som et stort skab, og dets døre er som alt andet i dette møbel overordentlig kunstfærdigt udført. Fotografi 1976, før restaureringen
Johan Lorentz
Nicolaus Maass døde 1615 under bygningen af sit orgel til kirken på Frederiksborg Slot, og hvervet som kongelig hoforgelbygger blev overtaget af hans tidligere elev, sakseren Johan Lorentz, der i de kommende år opnåede leverancer til bl.a. Kronborg Slotskirke (1636, orgelhus bevaret) og Helsingør Sct. Mariæ Kirke - det instrument som Dietrich Buxtehude senere kom til at virke ved (o. 1641, orgelhus bevaret; værket rekonstrueret 1997 af Marcussen & Søn). Begge disse orgelhuse har malerier på sidegavlene, hvilket viser, at det ikke har været hensigten at udstyre dem med storvinger, der jo ville dække for udsynet til gavlsiderne. Det er uvist, om der har været planer om at udstyre dem med fløjdøre, men ingen af stederne findes der spor efter sådanne.
Derimod vides det sikkert, at rygpositivet i Sct. Mariæ Kirke har haft fløjdøre, idet der her findes rester af hængslerne (siden 2003 har rygpositivet atter været udstyret med døre). Et andet eksempel på kombinationen af storvinger på hovedorglet og fløjdøre på rygpositivet er Lorentz-facaden (1648) i Nakskov Sct. Nicolai Kirke. Også her er rygpositivets døre forsvundet, men de fire bukkehornshængsler, der har båret dem, sidder stadig på deres plads.
Wedellsborg Slotskapel
Også orglet i Wedellsborg Slotskapel har haft fløjdøre; det ses af de bevarede hængsler. Orgelfacadens bygningshistorie er ikke undersøgt, og det vides ikke hvor gamle de ældste dele er. Læs mere under Wedellsborg Slotskapel.
Ringkøbing Kirke 1633
Meget tyder på at det gamle orgel Ringkøbing Kirke har haft hængslede fløjdøre, svarende til den beslægtede facade i Pakens, Tyskland, hvis bemalede fløjdøre fra 1679 er bevarede. (Jfr. Danmarks Kirker, Ringkøbing Amt, s. 124).
Pedaltårne med fløjdøre
Et af de seneste vidnesbyrd om fløjdørs-traditionen i Danmark stammer fra Ribe Domkirke i Sønderjylland. Her fik orglet i 1653 tilbygget to pedaltårne, der året efter udstyredes med fløjdøre, udsmykket med 'historier' (dvs. bibelske motiver) på såvel inder- som ydersiden.
Orgelgardiner
Fløjdøre på større orgler synes som nævnt at være gået af mode i løbet af 1600-tallet. Man foretrak nu i stedet at udstyre såvel nye som ældre facader med storvinger (i samtiden oftest kaldet 'blindfløje'). For dog fortsat at opnå en beskyttelse af de kostbare instrumenter lod man nogle steder gardiner opsætte foran prospektpiberne. I Kalundborg Vor Frue Kirke blev der således i 1639 indkøbt 2 alen grøn "Sarss" (serges, en art glatvævet stof) til et orgelgardin (også kirkens altertavle havde et sådant grønt forhæng), i Tønning (Slesvig) anskaffede man 1683 grønt stof til gardinet for orglet, og fra en beskrivelse af Roskilde Domkirke 1685 kendes et forhæng af grønt Rask (kamgarn), der tjente som orglets 'hverdagsklæde' og havde til formål at skærme piberne mod støv. [Tak til lektor Henrik Jørgensen for henvisningen til Mikkel Hansen Jernskægs "Roesz Kilde Dom Kirchis Beschrifuelse" (1685)].
Draperi-motiver i 1800-tallet
Draperi-motiver forekommer ikke sjældent i orgelfacader fra 1800-tallet. Et eksempel er Marcussen & Reuter-facaden fra 1822 i Hejls Kirke.
Fr. H. Ramus' typeorgel 
Frederik Hoffmann Ramus byggede i 1800-tallets midte en serie enkle standardorgler, med en enkel, skabslignende facade, hvis tre felter efter ønske kunne udstyres med draperet stof eller attrappiber af træ.
Et af eksemplarerne med stof-fyldinger, fra o. 1852, står i Undløse Kirke.
Fløjdørenes moderne renæssance
De arkitekter, der var med til at udvikle den særlige danske version af Orgelbevægelsen, benyttede i vid udstrækning benyttede hængslede fløjdøre som æstetisk virkemiddel. Disse døre var normalt - som orgelhusene i øvrigt - bygget i lys eg, og det var bestemt ikke meningen at de skulle males; forfinet møbelsnedkeri i umalet træ var netop et af periodens kendemærker. Et markant - og tidligt - eksempel på denne danske form for orgelarkitektur er kororglet i Grundtvigskirken i København, bygget 1940 efter tegning af Kaare Klint. Her findes der hængslede døre for såvel hovedværket som rygpositivet. Den gotiske inspiration, der præger dets udformning, finder også udtryk i den spinkle, nærmest symbolske, baldakin, der "understøtter" rygpositivet og citerer underbygningen på det karakteristiske senmiddelalderlige svaleredepulpitur. Samtiden betragtede pudsigt nok facader af denne type som strengt saglige, nøgterne, funktionalistiske og 'tidløse' men i dag er det tydeligt for enhver, at periodens orgelæstetik indeholdt et væsentligt romantisk element i sin dyrkelse af sådanne detaljer, der oprindelig havde tjent klare praktiske og konstruktive formål, men som i den moderne sammenhæng fik karakter af distanceret-historiserende udsmykning.




© Musikmuseet / Ole Beuchert Olesen
Den Danske Orgelregistrant / The Danish Organ Registry